Vaya Con Dios

Min mentale kasse trækkes frem. Den kasse, hvor alle minderne er nænsomt lagt ned.

Jeg tager forsigtigt låget af. Jeg ved, at når jeg giver indholdet frit, vil der dannes en mental regnbue.

Papiret der omslutter minderne er min smerte, for tiden heler ikke alle sår – vi lærer blot at leve med smerten. Lærer at gemme smerten væk i en mental kasse, så vi kan fungere i hverdagen.

Savnet er der stadig, lige så intens som for 23 år siden, det handlingslammer mig blot ikke mere. Jeg har lært at lægge smerten og savnet ned i kassen. Lært at lægge låg på, men jeg er bevidst om, at smerten, savnet er der, lige der under låget. Jeg ved, at når jeg linder på låget, vil det ramme mig med uformindsket styrke.

Jeg ved, at jeg evner at give slip på smerten, men det ønsker jeg ikke. Smerten og savnet er lige så vigtig som kærligheden. For kassen rummer også kærlighed.

Savnet, smerten, kærligheden udgør de komplementære farver i livets palet. Giver jeg køb på den ene, kan jeg ikke skabe regnbuen.

Jeg lader, smerten, savnet, kærligheden fylde mit sind, om end kun for en tid, inden jeg igen stiller kassen væk.

Gemt men ikke glemt.

I dag er det 23 år siden min far, i en alder af 48 opgav kampen imod kræft. En kræft han havde første gang som knap 23-årig.

I år er det ekstra hårdt. Der er ingen jeg kan dele mit savn og smerte med. Ingen jeg kan udveksle fælles anekdoter med. Min mor, som forstod og delte min smerte, mit savn, er her ikke til at stryge mig over håret, imens hun vugger mig blidt, som da jeg var en lille pige. I år er jeg alene.

Der er ikke længere en favn, jeg kan krybe sammen i og være nogens datter.

Mit barndomshjem er beboet af fremmede mennesker, hvis eksistens forandrer og fortrænger alt det, mine barndomsminder er bundet op på; farverne, duften, lydene. Som små fragmenter forsvinder det håndgribelige og efterlader mig tilbage med minderne, som udgør min historie.

Mine forældre var mine historiefortællere, og jeg er min egen historieskriver. Et kapitel i min livs bog er tilendebragt. Tætskreven, men alligevel en ufuldendt historie. Uden mulighed for at få klarlagt de utydelige detaljer. Ingen til at besvare de endnu ubesvarede spørgsmål.

Vaya Con Dios Papi og Muddie.

Powered By DT Author Box

Written by Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Skriv et svar