Tankestrøm om floskler og talemåder.


“Skomager bliv ved din læst!” – “Du skal ikke sætte dit lys under en skæppe!”, “Lige børn leger bedst” – “Modsætninger mødes” – “Gå ikke over åen efter vand” – “Hop ikke over hvor gærdet er lavest”  – “Slå ikke større brød op end du kan bage” – “Nogle bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller”

Næsten alle folkeslag gør brug af talemåder/ordsprog. Talemåder og ordsprog er blevet brugt gennem generationer til at udtrykke en bestemt holdning, give en forklaring eller vurdering af en given situation.

Vi støder på de forskellige talemåder hver evig eneste dag. Nogle er velkendte, andre møder vi for første gang, når folk benytter sig at dette virkemiddel til at udtrykke en personlig holdning eller politiske partier inddrager talemåder i deres politiske kampanger og gør dem til politiske slogans.

Jeg både holder af og irritereres grænseløst af talemåder.

På den ene side er jeg vild med talemåder, ordsprog og aforismer, fordi de i korte velformuleret sætninger udtrykker tanker og holdninger. Især aforismer – kortfattede, tankemættede ytringer der udtrykker en tanke eller en erfaring ved hjælp af overraskende modsætninger eller billigt udtryk – er jeg vild med. Eksempelvis er jeg vild med talemåden/aforismen: “En mands terrorist er en andens mands frihedskæmper”. Denne aforisme udtrykker så rammende, at en situation kan opleves forskelligt, afhængig af hvor vi hver især befinder os. Eller sagt med et ordsprog: “Alt afhænger af de øjne der ser” samt at “Verden er ikke hverken sort eller hvid!”

Andre igen irriterer mig grænseløs fordi talemåden er intetsigende og dermed bliver en floskel, som f.eks. “Jeg vil gøre en forskel”. En floskel er udsagn som alle kan være enig i og ingen uenig i. Sætningen er derfor overflødig, fordi den ikke bidrager med noget.

“Det er ikke udseendet, men det indre der tæller” er nok den største floskel/kliche jeg lige i skrivende stund, kan komme i tanke om. Rent medmenneskeligt og moralsk er alle jo enige i og ingen uenig i dette udsagn. Omvendt så ved vi jo også godt at det ikke er sådan i virkeligheden. Det er blevet påvist at vi mennesker bruger ca. 10 sekunder på at danne os et indtryk af et andet menneske, og det sker jo ikke på grundlag af deres indre, men baserer sig udelukkende på deres udseende og de følelser netop dette udseende vækker i og hos os.

Talemåder er ofte med til at begrænse os individer. Eks. den talemåde som jeg nævnte i starten: “Skomager bliv ved din læst!”. Denne talemåde er i sin ordlyd begrænsende og stigmatiserende, for den udtrykker en holdning til, at vores muligheder er forudbestemte, at vi ikke bør stræbe efter noget, men bør affinde os med tingenes tilstand. Det var en meget brugt talemåde i min barndom og ungdom, hvor det endnu ikke var almindeligt at børn af arbejderfamilier ønskede at få en akademisk uddannelse. Selv om jeg voksede op i en tid, hvor der var et tydeligt klasseskel i samfundet og uddannelsessystemet efter endt folkeskole bestod i at vælge enten EFG eller gymnasium, voksede jeg heldigvis op i en familie, hvor talemåden:  “Du skal ikke sætte ikke dit lys under en skæppe!” var meget yndet. Deri lå der en tilkendegivelse i, at jeg ikke skulle lade mig begrænse og nedtone mine egne evner. I talemåden lå der en holdning om ikke at undervurdere det enkelte individs evner og intellekt, uanset hvilken baggrund de har.

Der hvor brugen af talemåder især irriterer mig, er når de bruges i den offentlige debat. Især politiske partier benytter sig at talemåder når de søger at fremme et politisk synspunkt.
“Alle har ret til sex” er en velkendt talemåde som SF på et tidspunkt tog til sig og brugte nærmest som slogan i en politisk debat omkring handicappedes seksualitet.

Umiddelbart er der næppe nogen af os der er uenige i at alle har ret til sex. Spørgsmålet er dog har alle ret til sex, hvis nu opfyldelsen af denne ret kun kan ske gennem prostitution? Mange handicappede er desværre henvist til at benytte sig af prostituerede, for at få deres seksuelle behov dækket. På den ene side anerkender vi som samfund, at handicappede har et seksuelt behov på lige fod med ikke handicappede. På den anden side er der i samfundet en stor modvilje imod prostitution og stor bekymring for de kvinder der lever som prostituerede. Derfor virker det også paradoksalt når SF. offentligt står frem og mener at kommunerne har pligt til, på vegne af deres handicappede borgere at kontakte prostituerede, når selv samme parti arbejder for at forbyde prostitution.

Ligesom jeg i forleden skrev om min modvilje imod professionelles brug af generaliseringer, har jeg også svært ved at professionelle bruger floskler. Jeg stødte i dag på en talemåde der irriterede mig, og som fik mig til at skrive denne her Klumme. Naturligvis er det min, iøvrige dygtige, kollegas ret at skrive præcis hvad denne vil på sin side, ligesom det er min ret at bruge mit forum på at skrive om min modvilje imod det skrevne.

“Vi er et produkt af vores oplevelser. Så man kan ikke være forkert. Man kan bare være.”

Umiddelbart er det jo et udsagn, som blot udtrykker medmenneskelig accept. I den umiddelbare form og kontekst er det en floskel, for hvem er ikke enig eller hvem kan være uenig i dette udsagn?  Dog er det en overidyllisering og en generalisering som ikke holder. Hvem af os er enig i udsagnet, når “vi” begrebet også indbefatter mennesker med psykopatiske træk? Psykopater er også blot et produkt af deres oplevelser. Dog er det de færreste af os der vil hævde, at psykopati ikke er forkert? I udsagnet ligger der en accept af, at ethvert individ er et produkt af noget – det er der en vis sandhed i. Dog ligger der også en accept af en given adfærd tillige med en accept af at denne adfærd er uforanderlig. En sådan accept bygger vores samfund netop ikke på, og det mener jeg heller ikke at det skal. Denne udlægning af det skrevne, er underlagt min fortolkning og dermed subjektiv.

Da jeg i sin tid besluttede mig for at studere til sexolog, tog jeg til forskellige optagelses-møder, hvor de forskellige udbydere fortalte om deres uddannelse og deres indgangsvinkel til deres virke. Joan Ørting havde desværre en tidligere elev med, som udtalte: “Jeg arbejder med pædofile og som sexolog er det min fornemmeste opgave at få den pædofile til at forstå, at der intet forkert er i at være pædofil!”. Jeg blev noget chokeret over at høre dette, og spurgte Joan Ørting om det også var et synspunkt hun delte. Hertil svarede Joan Ørting, at hun ikke mente at der var noget forkert i pædofili, men at vi boede i et samfund hvor udøvelsen af pædofili var forbudt ved lov, og man som sexolog var underlagt loven og derfor skulle arbejde udfra at pædofili var en naturlig seksualitet, men at den i Danmark er forbudt at udøve.

Det er en floskel, når sexologer hævder at “der ikke findes en seksualitet der er forkert”. Der er seksualitet der er moralsk forkert, enten udfra personens egne eller samfundets normer og så er der nu engang seksuel adfærd der, selv om personen selv finder den acceptabelt, er forkert set med samfundsmæssige øjne og dermed ulovlig.

Personligt synes jeg det er vigtigere, at jeg stå ved mine synspunkter, fremfor at gemme mig bag floskler og tomme talemåder, i et forsøg på at fremstå som åben og tolerant på punkter, hvor jeg bestemt ikke er hverken accepterende eller forstående. Det er i mine optik ikke lig med at at være professionel, at beskæftige mig med alle former for problematikker. Det er derimod i mine øjne professionelt at afstå fra problematikker som er mig inderligt imod.

Powered By DT Author Box

Written by Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Skriv et svar