Pladderhumanisme

Der rettes i disse tider megen fokus på de arbejdsløse og jeg er en af dem.

Det virker som om der er to omdrejningspunkter i debatten: Enten anser man dem for at dovne og uduelige arbejdsky elementer. Eller så betragter man dem, som ofre og udviser den største medlidenhed med deres situation.

De færreste af os er selvforskyldt arbejdsløse. Selv om det for nogen, har været et bevidst valg af mange årsager. Dog er størstedelen uforskyldt arbejdsløse. Det at være arbejdsløs har for mange, store menneskelig og økonomiske konsekvenser.

Mange har været uden arbejde i 4 år og for andre var grænsen kun to år, men fælles for dem er, at de her til nytår ryger ud af dagpengesystemet. Det har fået flere til at stå frem i pressen, hvor de har forklaret, at de efter nytår ser sig nødsaget ti,l at lade sig skille. Ved at blive skilt, kan de opretholde en levestandard, som den de er forvent med. Ja jeg skriver forvent, for det er jo ikke en ret at man som arbejdsløs på kontanthjælp, kan oppebærer den samme levestandard, som da man arbejde eller var på dagpenge.

Vi har krise i Danmark. Ja ikke kun i lille Dannevang kradser krisen, men i hele verden. Trods dette mener folk, at det er ret og rimeligt at kræve, at samfundet støtter op om deres privatøkonomi og sikre dem en levestandart, som om intet er hændt. Ved at folk bliver skilt, kan de hæve flere penge som enligforsørger af samfundskassen og er det rimeligt? Det mener disse mennesker i ramme alvor, for de har da krav på at opretholde en uændret livsstil.

Jeg er en voksen selvstændig kvinde, og jeg tog på et tidspunkt i mit liv nogle selvstændige valg. Jeg tog beslutningen om, at låne penge i banken til at købe hus for. Jeg tog et valg ifht. de udgifter jeg nu engang har – det gjorde jeg, da jeg havde et job. Hvorledes kan det, at jeg pludselig er uden job, fratager mig min selvstændighed og mit ansvar for mit liv og min situation?

Dem der mener, at jeg ikke kan finde et arbejde, fordi jeg ikke gør en ordentlig indsat, har lige så lidt ret, som dem der i misforstået omsorg og medmenneskelighed, kvæler mig ved, at gøre mig til offer. Det er en fornærmelse at udråbe mig til arbejdssky element, men der ligger en lige så stor forhånelse i at udråbe mig til offer.

Offer for hvad? Offer for krisen , som der ikke er en gerningsmand til. Eller offer for mit eget overmod? Gerningsmanden er mig selv og kun jeg kan bebrejdes for at have spændt buen så stramt, at mig nu befinder mig i en situation, der gør at jeg ikke kan overleve på en kontanthjælp. Jeg valgte at plaske i andedammen, men folk stækker mine vinger og fastholder mig i andedammen med deres bedrevidenhed – uanset om den går på, at jeg er arbejdsky eller et offer.

Der er efter min mening ingen fattige i dagens Danmark. Alle og enhver der ønsker at være en del af det danske samfund kan hæve kontanthjælp. Nok lever man ikke som hverken en greve eller baron på en kontanthjælp, men det er vel heller ikke rimeligt, hvis man gjorde. Jeg så hellere at samfundet postede penge i virksomheder, så der er et reelt stykke arbejde at få, end at de poster penge i mig for intet at lave.

Nu er reglerne i Danmark således, at man ikke står uden indtægtskilde uanset, hvor langt man ryger ned i hierarkiet, men er folk taknemmelige for den hjælp samfundet yder? Nej! Som en anden ”kone i muddergrøften” kræver vi ind fra højre og venstre. Slår os i tøjret, når vi skal afgive lidt af, al det vi har sparet sammen af materialistiske ting. Ting, som vi kun har formået at erhverve os gennem arbejde. Hvor er det så svært at forstå, at uden arbejde, må vi afstå fra disse ting? Er vi virkelig så forkælet, at vi ikke kan se vores eget ansvar for at takle den situation vi pludselig befinder os i – uagtet at vi ikke bærer ansvaret for at være kommet i situationen? Mener vi virkelig, i ramme alvor, at andre kan bebrejdes, at der ikke er jobs nok i disse krisetider? Hvorledes bærer andre det ansvar vi ikke selv bærer?

Er vi danskere blevet så mavesure, at vi glemmer alle de goder vores land frembyder? Gratis læge og hospitaler, når vi bliver syge. Gratis uddannelse og økonomisk støtte til dem der vælger at læse. Børnechecken, til de børn vi selv har valgt at få. Socialhjælp til dem, der kommer i en situation, hvor de står uden indtægt. Pension, når vi bliver for gamle til at arbejde. Hjemmehjælp, når vi ikke længere kan klare rengøringen i vores hjem. Glemmer vi alt dette, nu hvor krisen kradser?

Jeg ved, at jeg må sælge mit hus, sandsynligvis med tab, såfremt jeg ikke finder et arbejde indenfor de næste 1½ år. Udgifterne er allerede skåret ind til benet og hver måned, skal der tænkes kreativt, men vi får mad hver dag. Huset, hvor glad jeg end er for det er bare muresten, hjem er der hvor mine børn er og så længe de er sunde og raske og kan få hjælp hvis de ikke er, så er jeg en rig kvinde. Så personligt, har jeg mig gerne fritaget fra folks misforstået godhed, hvor de gør mig til offer og i al medmenneskelighed, fratager mig ansvaret for mit eget liv. Fri mig venligst for pladderhumanisme!

Powered By DT Author Box

Written by Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Skriv et svar