Patchwork familie

Efter 51 års ægteskab giver jeg Niels Egelund ret… Dine, mine og vores børn, er noget rod og endnu værre er det for de børn, der har forskellige fædre.
Alle forældre ønsker vel at deres børn vokser op og bliver velfungerende voksne og det tror jeg bliver svært for børn i splittede familier.

Det er værdifuldt for børn og børnebørn at have et ståsted, men det betyder selvfølgelig at forældrene lægger egoismen på hylden og opfører sig som ansvarlige voksne.”

Disse ord skrev en kvinde i et debatoplæg her til morgen.

Jeg har selv en patchwork-familie og mener netop at det er vores noget broget familiestruktur der gør at mine børn har udviklet sig så fantastiske. Børn der i høj grad er rummelige og i stand til at begå sig i forskellige sammenhænge netop fordi det at være omstillingsparate er så grundlæggende en egenskab hos dem. De har lært at samarbejde, at sætte gruppen (familien) forud for egne behov, de har lært at lytte og se muligheder fremfor begrænsninger og give andre plads, selv når de kom ind på det de opfattede som deres domæne. Jeg er faktisk pavestolt over at mine børn besidder præcis de egenskaber der gør dem til velkvalificeret arbejdskraft men endnu mere vigtigt til rummelige mennesker, som accepterer at vi ikke alle ønsker det samme i livet, men støtter hinanden i at leve det liv der er rigtigt for hver enkelt af os.

Denne kvinder taler om splittede familier. Det at far og mor ikke lever sammen er jo ikke nødvendigvis en splittelse af familien men blot en ændring i familiestrukturen. Mine børn har være så heldig, at indgået i en større sammenhæng, hvor påvirkningerne har været mangfoldige. De har derigennem fået en uvurderlig viden og indsigt, som har gjort dem til præcis de velfungerende, rummelige og harmoniske mennesker de er i dag.

Min mand læste for nylig om en forsker der hævder, at vores børn ikke kan bruge vores erfaringer til noget. Verden skifter så hurtigt at den erfaring vi har gjort os ikke er brugbar for den næste generation. Deres livsbetingelser er helt anderledes end vores. De tilhører en generation der vil leve et længere liv end vi vil og derfor vil de omstille sig flere gange i løbet af deres levealder end vi gjorde. Både angående familieliv men især i forhold til arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er, om de børn der vokser op og lærer at begå sig i flere forskellige familiestrukturer, som oplever hvad det vil sige at indgå i og samarbejde med en gruppe som de ikke selv har valgt, som lærer at lytte til andres meninger og give plads til forskellighed, ikke er en hel del bedre rustet til at klare morgendagens udfordringer end børn der vokser op i en homogen familie – den såkaldte  ”kernefamilie”?

Nogle børns babytæpper er ensfarvet, men mine døtres babytæpper er de skønneste  patchwork-tæppe i forskellige farver. Hver farve repræsentere de mennesker og familier som har været med til at forme mine børn, som har vist dem at kærlighed kan have mange former og at farven ikke behøver at være rød for at kvalificere sig.

Dette tæppe vil jeg for intet i verden undvære på mine børns vegne, for i hver eneste lille lap ligger der en kæmpe viden, rummelighed, tolerance, accept, forståelse mv. Hver eneste lille lap er syet sammen med kærlige sting af de forskellige personer der har bidraget til det smukke tæppe der udgør mine døtres liv. Et tæppe der bliver ved med at vokse og få nye lapper, med anderledes farver og struktur. Indimellem taber vi tråden, men kan samle den op og forsætte hvor vi slap. Andre gange må vi acceptere at der ikke er mere tråd tilbage, hæfte og begynde på en ny.

 

Powered By DT Author Box

Skrevet af Hattedamen

Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Author’s Website

Skriv et svar