Juridisk abort.


Fra midten af 1960’erne opstod der et pres fra flere interessegrupper, som krævede fri abort i Danmark. Debatten og argumenterne blev påvirket af studenteroprøret, pornoens frigivelse 1969, øget adgang til prævention og seksualoplysning i løbet af 1960’erne, den nye kvindebevægelse, kvindens ændrede rolle, forestillingerne om ønskebørn, og skred i seksuelle og sociale normer.

I 1967 fremsatte Socialistisk Folkeparti, et lovforslag om fri adgang til svangerskabs-afbrydelse. Først i 1973 kunne der opnås parlamentarisk grundlag for lovforslagets vedtagelse. 1. oktober samme år trådte loven i kraft.

I år er det dermed 41 år siden, at kvinder i Danmark fik ret til at få afbrudt et uønsket svangerskab. Et af det væsentligste argumenter, var dengang og nu, at abort er en del af kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.

På Sex & Samfunds hjemmeside kan man endvidere læse: Abort handler om at beslutte, om man vil være forældre.

Abort handler altså iflg. Sex & Samfund om, hvorvidt man vil være forældre.

Der er naturligvis tale om kvindens ret til, at beslutte om hun vil være forælder. For selv om ligestillingen har ændret mangt og meget i vores samfund siden fri abort blev indført, har mændene endnu ikke opnået ligestilling, når det kommer til at vælge et barn til eller fra.

De fleste vil argumentere imod at manden kan bestemme, hvorvidt kvinden skal afbryde graviditet. Noget sådan vil jo stride imod selve grundlaget for at fri abort blev indført, da den jo handlede om kvindens ret til selv at bestemme over sin krop. En mand skal ikke kunne tvinge en kvinde, hverken til at få et barn eller få en abort, imod hendes ønske.

Siden 80´erne har jeg været offentlig fortaler for, mænds ret til juridisk abort. Et begreb der i disse år er ved at blive alment kendt. Juridisk abort handler om, at også mænd skal kunne beslutte om de vil være forældre. Altså gives den samme rettighed, som kvinderne.

En juridisk abort indebærer, at manden frasiger sig faderskabet. Dermed bortfalder alle juridiske forpligtigelser i forhold til barnet. Han har ikke pligt til at betale børnepenge, og han frasiger sig også retten til samvær med barnet.

Karen Sjørup, der er Kønsforsker ved Roskilde Universitet mener, at mænds ret til juridisk abort er rimelig ud fra et ligestillingsperspektiv. Det er debatredaktør på Børsen og medlem af Det Etiske Råd, Christopher Arzrouni, ikke enig i. Foreningen Far, Dansk Kvindesamfund  og de fleste foreninger, der arbejder med børn og børns tarv, udtaler ligeledes et klart nej til juridisk abort. Ifølge Berlingske viste en Gallup-undersøgelse, i januar 2014, at hele syv ud af ti adspurgte mente, at manden skal have ret til at fravælge barnet, hvis han er blevet narret til at gøre kvinden gravid.

Er det blot et demagogisk trick at kalde en juridisk fritagelse fra faderansvaret for en “abort”?. Vælger en kvinde en abort, kommer der ikke noget barn ud af beslutningen. Vælger manden juridisk abort kommer barnet stadigvæk til verden med alle de problemstillinger, dette åbner for.

I Foreningen Far og Dansk Kvindesamfund,  som traditionelt er uenige på en række områder, er der fuldstændig enighed om, at der er forkert og misforstået, at diskutere mænds ret til juridisk abort ved at sammenligne med kvinders ret til medicinske abort. Idet der ved en juridisk abort reelt set fødes et barn, modsat den medicinske abort.

Foreningerne der arbejder med børn og børns tarv, henviser i debatten til barnets tarv og rettigheder. Bl.a retten til at have to forældre og retten til at kende sit biologisk ophav. Samt ikke mindst ret til at blive set som mennesker og ikke som et forbrugsgode, forældrene kan vælge til og fra.

Kan man overhovedet inddrage barnets tarv og rettigheder i en abort diskussion? Hvilke rettigheder tillægges barnet i det tilfælde, hvor kvinden ikke ønsker barnet? Eller hvor kvinde ikke ønsker barnet, og hvor den kommende far ønsker barnet? Hvor er barnets ret til livet? Barnet tillægges jo netop ingen rettigheder – det får ikke retten til livet og en far. En kvindes rettigheder, står altså over barnets tarv og rettigheder. Hvorimod en mands rettigheder er underlagt barnets tarv og rettigheder.

Barnet har ret til to forældre, argumenteres der. Jeg har svært ved at forstille mig, at barnet får to forældre, blot fordi vi som samfund tvinger manden til juridisk at vedkende sig barnet. Jeg har ydermere svært ved at forstille mig, hvorledes det kan tjene barnets tarv, at have en forældre, der dels ikke har ønsket det, men som måske, som følge af den påtvungen økonomiske byrde, ligeledes nærer stor modvilje imod barnet.

Et andet væsentligt argument imod, juridisk abort har været, at manden har pligt til at beskytte sig imod en uønsket graviditet. Et argument jeg ikke er uenig i.

Jeg kan dog ikke se bort fra det faktum, at en del graviditeter opstår til trods for, at enten kvinden eller manden har brugt prævention, og i visse tilfælde opstår forsætligt, fordi kvinden reelt set har snydt manden og er blevet gravid.

Bliver en kvinde uønsket gravid, som følge af manglende brug af prævention vil hun af myndighederne ikke få afslag på at få en abort, med ordene: “Du kunne jo bare have beskyttet dig“. Er det så rimeligt, at møde mændene med dette argument?

Personligt mener jeg ikke, at diskussionen for eller imod juridisk abort, skal tage afsæt i hvem der har ansvaret for at undgå en graviditet. Det er for mig indlysende, at det har begge parter. Diskussionen bør udelukkende gå på, hvorvidt mænd, i overensstemmelse med ligestilling mellem kønnene, skal gives samme ret til at beslutte om de vil være forældre, som kvinder har.

Jeg mener ikke at det er hverken moralsk eller etisk forsvarligt, at en kvinde kan påtvinge en mand, et barn han ikke ønsker sig. Det er i min optik ikke rimeligt, at en kvinde, uden hensynstagen, kan træffe en beslutning, som får både menneskeligt og økonomisk konsekvenser, for resten af mandens liv.

Hvor er rimeligheden i, at barnet har krav på bidrag i minimum 18 år, har ret til mandens slægtsnavn. Og som minimum har krav på tvangsarv, når manden engang dør? Forhold jeg mener er en voldsom indgriben i en persons liv, såfremt denne person ikke har ønsket sig barnet. Jeg kan som nævnt slet ikke se, at det på nogen måder tjener barnet, at påtvinge en mand et juridisk faderskab.

Jeg besluttede i 1986, at jeg ville have et donorbarn. Dengang var det reelt set ikke muligt for enlige at adoptere eller blive kunstig befrugtet med donorsæd. Jeg havde selvfølgelig den mulighed, at gå ud og blive gravid, med en intetanende mand. Jeg valgte dog at spørge en tidligere kæreste, om han ville være donor til mit barn. Vi indgik en aftale om, at han ikke skulle have nogle juridiske forpligtigelser. For at sikre mig, at min donor ikke blev juridisk forpligtet, var der tre mulighederne: Jeg kunne nægte at oplyse hvem faderen til mit barn var, hvilket ville resultere i en bøde. Jeg kunne hævde, at jeg ganske enkelt ikke vidste, hvem der var faderen, eller jeg kunne ansøge om, at blive fritaget for at oplyse, hvem faderen var. Jeg valgte i overensstemmelse med sandheden, at ansøge om at fritagelse.

Jeg havde altså fået en mand til, helt frivilligt, at gøre mig gravid, ud fra den forudsætning, at han ikke blev gjort ansvarlig for mit barn. Jeg kunne i realiteten havde valgt at løbe fra vores aftale, og opgivet ham som værende faderen til mit barn. De fleste mennesker, vil næppe have fundet det rimeligt.

Hvorfor er det så rimeligt, at den mand, som enten ved et uheld, eller fordi kvinden har hævdet, at hun brugte prævention, pludselig står med et et juridisk og økonomisk ansvar for en uønsket graviditet?

Politisk set, er der på Christiansborg umiddelbart større modstand end opbakning til ideen om juridisk abort til mænd.

Flere partier bl.a Socialdemokraterne og De Konservative hævder at juridisk abort flytte det personlige ansvar fra borgeren til staten. Juridisk abort vil, som loven er udformet nu, betyde at moderen vil kunne kræve børnepenge fra staten ifølge reglerne om særlige børnetilskud.

Det særlige børnetilskud gives til kvinder, hvor der ikke kan stadfæstes en far, enten fordi moderen nægter at oplyse eller ikke ved hvem faderen er. Samt i de tilfælde, hvor faderen er død. Beløbet svarer til det normale børnebidrag.

Jeg har svært ved at forstå den politiske argumentation.

I perioden fra 1. januar 2009 og indtil 1. januar, havde vi en lov der indebar, at enlige kvinder der enten var blevet kunstigt befrugtede eller havde adopteret et barn, ikke havde krav på det særlige børnetilskud. Idet “de selv har valgt at være alene om at forsørge et barn“. Denne lov blev dog ophævet 1. januar i år, således at donor- og adoptivbørn af enlige, har krav på det særlige børnetilskud, i lighed med børn af kvinder, der ikke ønsker at oplyse faderen eller ikke kender faderens identitet. Eller hvor faderen er død. Loven af 1. januar 2014 blev til for at ”sikre at frivilligt enlige mødre sidestilles med andre enlige forsørgere i forhold til blandt andet det særlige børnetilskud.”

Jeg har fuld forståelse for, at den person der pludselig står som eneforsørger i kraft af ægtefællens eller bidragyders død, skal have mulighed for det særlige børnetilskud. Det er mig dog en gåde, at kvinder og mænd, der selv har valgt at få et barn, velvidende at de vil stå alene med ansvaret, har mulighed for at få det særlige børnetilskud.

Den politiske modstand imod juridisk abort, med henvisning til det økonomiske aspekt for staten, mener jeg i så fald diskriminer ikke blot mændene, men den diskriminerer også mellem kvinder. Enten skal loven, om det særlige børnetilskud, gælde for alle kvinder, hvor der ikke vil være en far involveret i barnets liv, eller slet ikke. Uanset kvindens motivation for at få barnet alene, så er det et valg hun har truffet og det bør ikke økonomisk vedrøre samfundet  eller den mand, der ikke ønsker sig et barn.

Vi kvinder har i over 40 år haft retten til at beslutte, om vi vil være forældre. Jeg vil hævde, at det er på tide, at vi kvinder også påtager os det ansvar der følger med, når vi håndhæver denne ret til at vælge et barn til eller fra.

 

 

 

Powered By DT Author Box

Skrevet af Hattedamen

Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Author’s Website

Skriv et svar