I Danmark er jeg født

”Husk at forsætte den her vigtige debat derhjemme” lyder der fra Adam Holm i deadline i går aftes. Emnet var raceurolighederne i USA.

Hvorfor er den debat vigtig for os danskere?  Hvad vedkommer raceurolighederne i USA os her i Danmark?

Urolighederne i USA startede i Ferguson, efter politiet skød en ung sort mand 9. august. Dernæst blev den 12-årige Tamir Riceenest skudt i en park, hvor han gik og legede med en legetøjspistol. Senest er den 43-årige Eric Garner blevrt kvalt, da politiet tog halsgreb på ham. I ingen af sagerne er der blevet rejst tiltale mod de hvide betjente. Dette har fået raceproblematikken til at blusse op. For raceproblemerne er ikke af nyere dato. USA har ikke formået at dæmme op for de racerelaterede problematikker, der konstant lurer under overfladen, klar til at bryde ud i lys lue. Og lige nu brænder den racerelaterede flamme for fuld styrke.

De demonstrationer, vi ser i USA i disse dage, er ikke kun kulminationen på afgørelserne i de tre sager, men en kulmination over den diskriminering, der finder sted mod sorte amerikanere fra et racistisk samfund. De spørgsmål om ligeret, som Borgerrettighedsbevægelsen rejste i 60´erne, dominerer til stadighed den indenrigspolitiske debat i USA. Raceurolighederne i USA er et oprør, der hviler på årelange frustrationer over den ulighed, der er mellem sorte og hvide amerikanere. En ulighed, der overvejende bunder i økonomiske og sociale ringere kår for den amerikaner, der er født som afroamerikaner.  Men også den bedre økonomisk stillede sorte amerikaner oplever diskrimineringen. For uanset social placering, så afgør din hudfarve, hvorledes du behandles i såvel det sociale, som det retslige system i USA.

Jeg mener, at det er vigtigt, at vi danskere skuer over Atlanten, for jeg frygter, at det der udspiller sig i USA i disse dage, meget vel kan udspille sig i Danmark om få år. For der er paralleller mellem racediskriminationen i USA og den diskrimination, vi har i Danmark.

I Danmark har vi en stor del af den danske befolkning, som ikke bliver behandlet ligeværdigt. Som ikke har de samme muligheder for uddannelse og job, som ”hvide” danskere. Danskere, som holdes ude fra arbejdsmarkedet, fordi de sorteres fra i bunken af ansøgere udelukkende på grund af deres hudfarve og fremmedklingende navn. Unge, som ikke mødes med de samme krav og forventninger i skolen og dermed ikke får den hjælp og støtte, som er påkrævet, for at de udvikler samme færdigheder som den ”hvide” elev i klassen. Danskere, som er født og opvokset i Danmark, men som i samfundet ikke har status som værende danskere, men derimod stigmatiseres som værende 2.generationsindvandre, ikke-etniske danskere, nydanskere mv. Begreber som er med til at fastholde et ”dem” og et ”os”, begreber som uvægerligt spænder ben for integrationen.

Lad os springe tilbage til USA.

Er den sorte amerikaner selv med til at fastholde segmenteringen i USA?  De sidste årtier har der fra mediekendte sorte amerikanere været en retorik, der, set med mine øjne, har været medvirkende til at fastholde segmenteringen mellem sorte og hvide amerikanere. I kampen for at ophøje det etniske tilhørsforhold og fastholde deres historie, har den sorte amerikaner været med til at fokusere på forskellene, skabe et ”dem” og et ”os” i USA. Så længe de sorte i USA omtaler sig selv som sorte-amerikanere og afroamerikanere, vil der være en distancering til de hvide i USA. Ikke kun retorisk, men kulturelt, socialt og politisk.

Jeg forsøger ikke at underkende, at der i den amerikanske historie, og den dag i dag, er en indbygget racisme i hele det amerikanske system. De har flere hundrede af års historie, der bygger på en racistisk ideologi, og USA er stadig i sin spæde barndom, når det gælder udligningen af de racemæssige uligheder. Men jeg er overbevist om, at de sorte amerikanere selv har og stadig er med til at fastholde den uønskede racemæssige opfattelse og opdeling i det amerikanske samfund, ved at fastholde en offermentalitet og en retorik, der distancerer dem fra de øvrige amerikanere.

Jeg har fuld forståelse for, at det har været nødvendigt for den sorte amerikaner at manifestere sig  og tage ejerskab over sin del af den amerikanske historie, netop fordi den amerikanske historie og det amerikanske samfund har undertrykt dem på grund af deres race. Jeg har også forståelse for, at kampen for ligestilling langt fra er slut. Det er blot måden, de anskuer og griber problemet an på, jeg ikke kan se nogen fremadrettet løsning i.

Vi har i Danmark ikke denne århundreders lange raceadskillelse i vores forhistorie. Alligevel er der paralleller til det vi ser i USA, og det vi oplever i Danmark i disse år.

Ved at fastholde en retorik, der opdeler befolkningsgruppen i etniske og ikke-etniske danskere, skaber vi ulighed og fremmer segmenteringen frem for integrationen. Jo større økonomiske og sociale skel, vi skaber i befolkningen, jo mere insisterende bliver den enkeltes behov for etnicitet.

Når mennesker ikke finder et ståsted i det overordnede fællesskab, vil de uvilkårligt søge mod subkulturerne for at finde et anerkendende fællesskab, et tilhørsforhold og en etnicitet, en identitet.

Vi har som samfund socialt, uddannelses- og jobmæssigt ekskluderet dele af den danske befolkning og dermed skabt behovet for en identitet der bygger på etnicitet. Som jeg oplever det, så har gruppen af udsatte danskere grupperet sig på to fronter.

Den ene del har vendt sig imod Dansk Folkeparti og antaget rabiate nationalistiske synspunkter. Den anden gruppe har taget afstand til det land, de er født og opvokset i. De danske værdier viger for mere rabiate mellemøstlige islamiske værdier. De sociale og økonomiske strukturelle begrænsninger er blevet forværret i de seneste år, med en optrapning af skellet mellem ”dem” og ”os” til følge.

Hvordan undgår vi, at Danmark får raceuroligheder som dem vi ser i USA? Vi har allerede oplevet det, om end i et mindre målestok, i Vollsmose med bilafbrænding, vold grupper imellem og vold imod politiet der patruljerer i området.

Er det nye politiske parti Nationalpartiet, skabt af tre danskere med mørk lød, svaret på, hvordan vi skaber et fælles Danmark, hvor vi alle er danskere, uanset hvilket navn, hudfarve eller religion vi bekender os til?

Personligt tror jeg ikke, Nationalpartiet formår at samle os danskere. For meget tyder på at Nationalpartiet, i lighed med Dansk Folkeparti, har taget de danske værdier og det danske flag som gidsler i en ideologisk kamp, om hvem der har retten til at definere de danske værdier og danskheden.  Jeg har indtil nu svært ved at se, hvor de to partiprogrammer adskiller sig fra hinanden.  Begge partier taler om at håndhæve de danske værdier som solidaritet, fællesskab, åbenhed og respekten for Grundloven. Den eneste forskel er, fra hvilken segmenteret gruppe i samfundet de henter deres kernevælgere.

”I have a dream”, fortalte  borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King den 28. august i 1963. En del af denne drøm var, at hans fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på hvordan de er som mennesker.  En drøm om at sorte og hvide, jøder og hedninge, protestanter og katolikker, vil kunne tage hinanden i hænderne som frie mennesker.

Jeg har også en drøm. En drøm om, at vi i Danmark slår en streg i den dansk muld, og i fællesskab skaber et Danmark for danskere, uden skelen til hvor mange generationer vi kan påberåbe os her i landet, uanset hvilken hudfarve vi er født med, uanset hvilken religion vi bekender os til. Blot med det til fælles, at vi vil Danmark, og vi vil de danske værdier. Et land hvor alle har lige muligheder, hvor der ikke eksisterer en retorik, der betegner os som andet end danskere. Jeg drømmer om et sekulært samfund, hvor det kun er muligt at have ét statsborgerskab, og hvor ens overordnede etnicitet er dansk. Men som opfyldelsen af Martin Luther Kings drøm lader vente på sig, således vil min drøm nok heller ikke gå i opfyldelse i min levealder. For som Natasja sang:

”Det er komplet lige meget, hvor pæredansk jeg er
Jeg vil altid være hende “Den lille mørke dér”
“Er du adopteret?”
“Kommer du fra Indien?”
“Har du en far?”
“Hvor kommer du fra?”
Og jeg må svare: ” Islands Brygge det er da klart”
Jeg føler mig dansk og det er nemt at blende ind
Men der vil altid være en Pia, en Johnny og en Evensen,
der synes, jeg er for dum og grim og bør sendes hjem

Jeg prøver lykken år efter år
Og jeg ved li’ præcis hvor jeg står
I Sudan er jeg en blegfis
Og i Danmark det Sorte Får.Mæhhh”

Powered By DT Author Box

Skrevet af Hattedamen

Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Author’s Website

Skriv et svar