Livets efterår

Vågner og ligger lidt og kigger på kærestens ansigt.

Der er små fine liner under hans øjne og små sytrådstynd, vandret linier hen over hans pande. Han gener har været mere barmhjertelige end mine, som har forvandlet min spændstige vindrue hud, til en rynken rosin.

Kæresten vågner og udbryder: ”Hvor er du lækker!”. Jo, jo, kærlighed gør blind, men alderen gør og så sit. For hvor er det viseligt indrettet, at vores kriterium for hvad der er smukt, ændre sig i takt med vores egen alder…..nå ja for de fleste af os. For vi kommer jo ikke uden om, at der er mænd og kvinder der fortrækker ”ungt kød”. Spørgsmål er, om det skyldes fornægtelse af egen alder, eller reelt set, at de syntes rynket hud, er mindre attraktivt eller direkte frastødende?

Jeg smiler og ser mig selv med kærestens øjne, eller retter jeg ser IKKE mig selv, som jeg ligger der med uglet hår, poser under øjnene og de dybe aftryk, som syningen i puden, har efterladt hen over min kind. Jeg ser heller ikke de rynker på min hals og brystkasse, som det vil tage min krop timer at udjævne igen. Nu, vi er ved disse, midlertidige sammenfoldninger i huden, som kommer af at den ikke længere er så spændstig…..så lad mig lige give et godt råd: Nøjes med at powernappe 10 minutter på ryggen om eftermiddagen. Det der med, at man tror man kan snige sig til en mormor en times tid på divaneseren – glem det! Folderne i huden afslører dig – og husk lig udstrakt på ryggen de 10 minutter!

Tanken om min krop skræmmer mig.

Det er ikke så meget erkendelsen af, at min krop forandre sig, der skræmmer – selv om jeg må tilstå, at jeg ikke jubler over synet. Forandringerne er kommet stille og roligt og i et tempo, som har gjort, at selv om jeg har følt mig trist over tabet af den krop, som jeg kendte så godt, har jeg haft tid til stille og rolig, at lært at acceptere den nye krops udseende. Dens skavanker, mangler jeg endnu at byde velkommen, og mellem os, tror jeg heller aldrig, at jeg når så langt. Næ, det der skræmmer mig, er forfaldet – kroppen forfald. Tanken om, at mine celler er begyndt at nedbrydes…. se det skræmmer mig unægtelig – idet det jo er starten på enden og helt ærligt, så har jeg altså ikke lyst til ,at det lakker imod enden.

Jeg kan sagten acceptere, at mormor-armene har sat ind. At maveskindet strækker sig, som et udtjent bukseelastik ned imod lårene og tæerne kun er noget jeg kan se, hvis jeg virkelig vrider kroppen forover i en farefuld vinkel.

Jeg indrømmer også at vaskeproceduren, hvor alt lige skal løftes, er tidskrævende, men man lærer at beregne den ekstra tid om morgenen og aftenen. Man vender sig også til, at armene pludselig er for korte og at sæben må skifte hånd, når man har taget den ene side af kroppen. Pludselig giver Bo Bendixen lyrik mening: ”Der er også blevet lidt mer’ af dig ….” jo jo der hvor man som yngre tog sin elskede med i bad for hyggens skyld, er det nu mere en praktisk foranstaltning og: ”Hvis du vasker min ryg, så vasker jeg din”. Er ikke længere en talemåde, men en bogstavelig nødvendighed.

Synger Bo Bendixen måske ikke også ”Bli’r der mer’ af dig bli’r der mer’ til mig” og tja hvis kæresten også er af den opfattelse, ja så er det fint at han ventede 30 år med at slå til, for der er unægtelig blevet mere, meget mere, af mig til ham.

Jeg havde dagen forinden, overfor kæresten, forsøgt mig med at hævde, at årene vist havde gjort mig erotisk buttet. Der lød et latterudbrud fra min 25 årige datter – mor til tre og åleslank – som åbenbart havde overhørt vores samtale. Jeg forsøgte, at ignorer hendes latter, som steg i styrke, indtil hun skraldgrinede. Jeg sendte hende et blik, som kun en arrig mor, kan sende sit barn, og hun grinede endnu højere og kiggede på min kæreste og sagde: ”Ja vupti + 35 kg.” og så brød hun sammen i latterkramper endnu engang. Faktisk var hendes latter så hjertelig at havde det ikke været fordi, det var min krop der blev så eftertrykkeligt hånet, ja så havde hendes latter været smittende.

Jeg ryster gårdagens forhånelse af mig og kigger på den mand, der ligger ved siden af mig. Jo, han er da blevet lidt mere grå med årene, der er også blevet mer’ til mig, når jeg kigger på ham, men jeg nyder hvert et kilo, der er af ham. Han er også blevet lidt mere skrøbelig med årene, men han er jo præcis lige så skøn og dejlig, som jeg husker ham som værende for 38 år siden og for 30 år siden og igen da jeg fik et kort glimt af ham for 25 år siden. Han er den jeg elsker og jeg synes han er super dejlig. Så hvad gør det, at min krop er i forfald og at jeg er på vej imod mit livs efterår. Når bare jeg deler efteråret, med ham jeg elsker. Jeg ligger mig godt til rette i hans arme og lader morgensolen afslørende lys, skinne ind på os og glædes over det jeg ser.

Powered By DT Author Box

Written by Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Skriv et svar