Det er dit liv

Vi mennesker definerer og begrunder ofte vores person, i forhold til det vi har med i bagagen: Vi opfatter os selv som et produkt af “noget” – vi er et produkt af vores livsbetingelser; de forskellige oplevelser og erfaringer vi har med os.

Det at være “et produkt af” noget strider imod alt hvad jeg tror på. Jeg er ikke uenig i, at vi alle har normer, værdier, oplevelser og erfaringer med os, som har indflydelse på hvordan vi vælger at definere os selv. Jeg mener dog, at det er os selv og ikke vores fortid, der er afgørende for hvorledes vi agerer i vores nuværende situation. Vi og ikke fortiden, bestemmer om de oplevelser og erfaringer vi har med os, bliver brugt til at handle ud fra eller til at begrænse os selv med.

Der er mennesker der mener, at fordyber vi os ikke i vores fortid og den bagage vi har med os fra vores barndom og ungdom, så formår vi ikke at forstå os selv. Fordyber vi os ikke i fortiden vil vi aldrig blive i stand til at forstå vores nutid, og dermed kan vi ikke medvirke til at forme vores fremtid.

Det mener jeg ikke nødvendigvis er rigtigt. Indmellem tror jeg vi mennesker bruger vores fortid, som en bekvem sovepude til ikke at tage ansvar for vores eget liv. Det er både nemt og bekvemt, at undlade at tage ansvar for egne livsomstændigheder, ved at påpege oplevelser i ens fortid der “godtgører” at vi ikke handler på eget liv. Selvfølgelig findes der traumatiserende hændelser der gør, at vi har en bestemt adfærd, men disse oplevelser er ikke afgørende for vores evne til at ændre os eller vores livsbetingelser.

Jeg overhørte i dag, en kvinde sige: “Jeg har taget den her uddannelse ……. og vil gerne arbejde indenfor mit fag, men jeg er ikke god til at sælge mig selv, fordi jeg har lavt selvværd. Jo mere jeg arbejder med mig selv, jo mere overbevist bliver jeg om, at det skyldes min mor og hendes tro på at jeg ikke duede til noget!”

Nu var jeg tilstede som en kursist og ikke i min professionelle egenskab, så derfor lyttede jeg blot til kvindens fortælling. Det finurlige med vores livshistorie, er at den stykkes sammen af både reelle erindringer, men også af indre overbevisninger som ikke nødvendigvis har sit afsæt i virkelige hændelser.

En lille sjov historie som underbygger dette: I en familie var der en historie der gik igen, om den her mands fald fra et træ i bedsteforældrenes have, da han var dreng. Den voksne mand og hans familie, kunne huske episoden meget levende. De kunne genkalde billederne af hvordan han faldt ned fra træet, huskede lyden og drengen, som nu var en voksen mand, huskede smerten da han faldt og brækkede armen. Forældrene huskede den følelse af afmagt og rædsel de følte da de så ham falde. Historien var blevet fortalt til mange familiefester gennem årene. Et år er en fjern fætter med til en familiefest og historien bliver endnu engang italesat. Fætteren er meget forundret, for det var en historie han genkaldte sig som sin egen, og han kunne fremvise arret fra da han var faldet ned fra træet.

Vi definerer selv vores historie ud fra forestillinger, værdier og normer som vi på et givent tidspunkt har tillagt en bestemt betydning. Derfor ændrer vores historie sig også løbende….ikke fordi vi bevist pynter på sandheden eller udelod noget første gang vi genfortalte historien, men fordi vi trækker på forskellige indre billeder, hver gang vi genfortæller vores livshistorie.

Hvis nu kvinden ændrede sin indre forestilling om, at hun ikke duede til noget, ene og alene ved at se på den kendsgerning, at hun havde bestået sin uddannelsen og altså duede til lige netop det hun havde sat sig for nemlig at blive …… Nu fik hun så ikke arbejde, fordi hun har et lavt selvværd pga. moderens forestilling om at hun ikke duede til noget. Spørgsmålet er blot er det moderens eller kvindens egen forestillinger der bremser hende. Jeg vil vove den påstand at det er kvindens egne indre forestillinger, og ikke moderens, der er udslagsgivende.

Den omtalte kvinde har fastlåst sig selv i en forestilling om at hun ikke gør det med sit liv pga en adfærd hun tillægger sin mor. Moderens adfærd gøres til årsagen for kvindens egne følelser og tilstand. Det interessante er, at ingen mennesker kan gøres ansvarlige for den følelse vi har eller den tilstand vi befinder os i. Det ansvar bærer vi selv.

Intet menneske kan gøre os kede af det, sure, ulykkelige, eller som i kvindens tilfælde – ude af stand til at agere. Det er ingen der kan gøre os kede af det, sure, ulykkelige eller handlingslammet, med mindre vi tillader det. Vi kan gøre os selv kede af det, sure, ulykkelige eller handlingslammet, når vi lader os styre af vores indre forestillinger. Der er kun en i vores liv, der er “herre” over om tingene sker eller ikke sker, og det er os selv.  Ansvaret for vores liv og vores handlinger ligger alene hos os selv – og kan aldrig begrundes i andres adfærd.

Hvorfor tillægger vi så andre “skylden” eller ansvaret? Det kan der naturligvis være mange grunde til, men oftest tror jeg det skyldes, at det er dejligt bekvemt og trygt. Når ansvaret ligger hos andre, så er vi jo uden indflydelse og kan læne os tilbage i martyr- eller offerrollen.

Det er der blot ikke megen fremdrift i og heller ikke særlig megen tilfredsstillelse i. For nogle mennesker bliver denne tilstand for meget. De bryder med gamle vaner og forestillinger eller ønsker at gøre det, blot formår de ikke at gøre det uden input udefra og søger f.eks. hjælp hos en terapeut eller coach.

Søger mennesker hjælp hos en terapeut eller coach, er det ikke terapeutens eller coachens opgave at “løse problemet”, men personen selv. Coachen/terapeutens opgave er blot at stille spørgsmål, der kan guide personen til selv at finde de løsninger, der er de rigtige for lige netop ham eller hende. Give klienten de faglige redskaber, der gør det muligt for klienten selv at navigere rundt i deres indre landkort. Bryde med den adfærd og de forestillinger, som klienten ikke selv finder hensigtsmæssige.

Jeg har mødt terapeuter og coaches, der er voldsomme ambitiøse på deres klienters vegne og som forsøger at forcere en udvikling ved at vise dem “vejen” og løsningsmodeller. Ofte begrunder terapeuten/coachen det med, at de så gerne vil “hjælpe” deres klienter. Jeg vil være så fræk, at sige at det er et udtryk for en indre overbevisning hos terapeuten/coachen som næppe holder, hvis terapeuten/coachen kiggede lidt dybere i sig selv.  Min indre overbevisning går nærmere på, at disse terapeuter/coacher forsøger at videregive deres livsanskuelser, normer og værdier til deres klienter.

Det vigtigste en terapeut/coach bør gøre sig klart er, efter min mening, at hans egne normer, værdier og livsanskuelser ikke er relevante i hans faglige virke. De sandheder han besidder er hans og kun brugbare for ham selv og hans liv. Hans opgave er at være nysgerrig på sin klients sandhed og livsanskuelse, og lade det være op til klienten selv af finde nye veje og danne nye sandheder. Terapeuten/coachens opgave er aldrig at lede, men at gå ved siden af sin klient og stille spørgsmål, der sætter nye tanker i gang hos klienten.

 

Powered By DT Author Box

Written by Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Skriv et svar