Den lille forskel

Jeg blev ringet op i dag af en bekendt, som spurgte om jeg kunne anbefale en bestemt bog, der omhandler kvinder. Jeg var måske lidt farvet af, at jeg netop sad og var i gang med et udkast til denne her Klumme, som netop er et opgør, eller nok rettere oprør, imod de stigmatiseringer der florerer om hvorledes vi mænd og kvinder er skruet sammen; det gælder vores måde at agere på både tankemæssigt, følelsesmæssigt i og uden for sengen. For skal jeg være ærlig, så er jeg himmelråbende træt af de evindelige stereotyper på hvordan en mand tænker, føler og agerer, kontra hvordan en kvinde tænker, føler og agerer.

Jeg er udmærket klar over at disse generaliserende betragtninger ikke er grebet ud af intetheden og har en vis signifikans, men er generaliseringerne af kønnenes egenskaber, drifter mv. ikke blot med til at forsimple billedet af virkeligheden, som jo er meget mere kompleks end det generaliseringerne lægger op til?

Mange af mine kollegaer arbejder udfra en model og en viden om hvorledes mænd og kvinder tænker og agerer forskelligt i sammenlignelige situationer. Jeg hævder ikke at den sociologiske og videnskabelige grundviden vi har om kønnene er irrelevant eller uden betydning i vores arbejde. Det jeg reagerer på er når pædagoger, psykologer, terapeuter og sexologer lader deres kønsspecifikke viden overskygge det enkelte menneske. Eller sagt på en anden måde: Når de ser kønnet, fremfor mennesket bag kønnet.

Jeg er træt af at læse Carl-Mar Møllers udtalelser om at “Bløde mænd gør kvinder tørre i kussen”, Jeg bliver irriteret over at læse flere kvindelige sexologer der er hoppet med på skrækkampagnen om at “Polariteten mellem kvinder og mænd er ved at forsvinde, hvilket er ødelæggende for sexlivet!”. Lige så træt er jeg af de parterapeuter og sexologer, der hævder at “det eksistentielle for et sundt parforhold og et godt sexliv, er at vi forstår og anerkender at mænd og kvinder tænker forskelligt når det kommer til parforhold og især den seksuelle lyst.”

Disse samfundsskabte og medieopblæste  generaliseringer, vil jeg hævde er med til flere og flere par og enlige opsøger netop terapeuter og sexologer.

I forskningsmæssig sammenhæng er det nødvendigt at tænke i kasser selv om virkeligheden ikke er så enkel og ukompliceret.  Jeg er også udmærket klar over, at det er nødvendigt at beskrive det generelle billede, når man belyser et emne – velvidende at der er folk der ikke passer på beskrivelsen. Det er, når de professionelle i deres aktive virke, fastholder en tillært viden om kønnene, frem for at se på det menneske der sidder i stolen overfor dem, at min harme vækkes.

Faren ved at tale om og fokusere på kønsforskellene er, at vi medvirker til at skabe “sandheder” om kønnene, som det kan være svært at dokumentere i videnskabelige undersøgelser. Denne fokusering på kønnene har medvirket til, at vi opererer med begreber der tillægger en given adfærd en kønsspecifik betydning. For eksempel tillægges det at være “udadfarende”  som værende en maskulin egenskab. Det at være “følsom” og udvise “empati” henholdes som værende feminine egenskaber.

Vi mennesker fødes som sociale væsner, der har et basalt behov for at være en del af et givent fællesskab, og derfor søger vi også at tilpasse os en given adfærd, som inkluderer os i det ønskede fællesskab. Dermed er vi selv medvirkende til at definere de givne stereotyper, og dermed skaber vi til tider problemer for os selv, fordi vi kommer i en indre konflikt, når vi ind i mellem ikke passer ind i “normalitetsbegrebet” – vi begynder at føler os “forkerte”.

Jeg var engang i 80’erne til en messe, hvor jeg fik læst min hånd. Noget af det jeg hæftede mig ved var da personen bekendgjorde udfra linierne i min hånd, at jeg havde en “maskulin” seksualitet. Jeg var ikke i tvivl om hvad der mentes med dette, men personen uddybede dette ved at tilføje at jeg var den aktive part seksuelt set, at jeg ofte tog initiativet til sex og var meget seksuelt nysgerrig. Se det vil jeg både dengang og nu hævde var min kvindelige seksualitet, men vores samfund ser en sådan seksuel adfærd som værende maskulin og ikke feminin. Manden er den seksuelt udfarende og givende part, hvorimod kvinden seksuelt fremstilles som den afventende og modtagende part. Der skal ikke megen fantasi til at forstille sig de frustrationer det skaber hos en mand med ringe eller ingen sexlyst eller hos en kvinde med stor seksuel appetit.

Jeg bliver som sexolog (endnu et personligt hint :-)) ofte spurgt om hvor ofte man skal have sex i et forhold, for at det er sundt forhold. I en tid, hvor der er stor fokus på sex og samliv, hvor Anette Heick i en radioudsendelse og ugeblade, udtaler at man kan under ingen omstændigheder have et godt parforhold, hvis ikke man havde sex MINDST 30 gange om året! Det kunne bl.a. få ens partner til at være utro! – og vi bombarderes med TV-udsendelser hvor de medvirkende fortæller om deres aktive flamboyante sexliv. Hvordan skal gennemsnits Hr. og Fru Danmark kunne undgå at godt føle sig intimideret på hyppigheden og kreativiteten af lagenaktiviteterne.

Hvor ofte et par skal dyrke sex, findes der ingen generelle opskrifter på. Det der afgør om et par har et tilfredsstillende sexliv afhænger jo af de to der indgår i denne relation. Dækker de hinandens seksuelle behov, så er det flintrende ligegyldigt om de dyrker sex hver dag, en gang om ugen, en gang om måneden eller en gang om året. Et godt parforhold, defineres jo ikke udfra hvor hyppigt vi dyrker sex.

Der er vist ingen af os der indgår i parforhold, der kan benægte at sex har indflydelse på vores parforhold og vores parforholdet har indflydelse på vores sexliv. Det er dog først problemskabende når en af parterne i forholdet ikke bliver mødt på sine behov, hvilket jo gælder alle facetter i et parforhold og ikke kun de seksuelle behov.

Det vigtigste når det kommer til sex og lyst, er at uanset hvilket køn vi tilhører så er der ingen facitlister, ingen forudskreven drejebog – uanset om du er mand eller kvinde så er din lyst din og kun du er ekspert på din lyst.

 

 

 

Powered By DT Author Box

Written by Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Skriv et svar