Da Danmark var knap så yndigt et land.

I aften sætter mange danskere lys i vinduet, for at markere den danske befrielse.

Officielt fejres befrielsen først i morgen den 5. maj, da det var denne dag klokken otte om morgenen, at den tyske kapitulation trådte endeligt i kraft.

I år er det 70 år siden og det har den danske regering besluttet skal fejres med en “ekstraordinær hædersgave” på 10.000 skattefrie kroner til ”særlige” udvalgte personer, heri blandt såkaldte modstandsfolk fra krigen eller deres enker. De selv samme mennesker modtager hvert år 16.000 kr skattefrit som tak fra den danske stat.

Men hvad er det lige den danske stat takker disse mennesker for?

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af besættelsen.

Den 29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten at fungere. Det såkaldte ”Augustoprør” i 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog angreb mod tyskerne.

Tiden fra augustoprøret i 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de “gamle” samarbejdspolitikere, der trak i trådene.

I efteråret 1943 udsendte Frihedsrådet en pjece, der krævede et juridisk opgør efter krigen, et oprør jeg bestemt ikke mener, vi som nation bør være stolte af, og netop på grund af det der skete umiddelbart efter befrielsen, ja så har jeg svært ved at se at modstandsfolkene bør hædres.

Den 5. maj klokken 16.32 kom de første allierede soldater til Danmark. Det var den britiske generalmajor Dewing, der landede i Kastrup sammen med 100 faldskærmssoldater. Soldaterne kørte ind til Københavns centrum, hvor de fik en overstrømmende velkomst.

Gaderene vrimlede med modstandsfolk og det kan da kun undre at der ikke havde været flere aktioner mod tyskerne under krigen, antallet af modstandsfolk taget i betragtning.

Modstandsbevægelsen påbegyndte efter befrielsen interneringer af formodede landsforrædere efter det såkaldte centralkartotek, som var oprettet over mistænkte. I maj 1945 var stemningen ophidset, og mange uskyldige eller små fisk røg med i købet. Kvinder, der havde haft tyske soldaterkærester – såkaldte ”feltmadrasser” eller ”tyskerpiger” – blev ofte klippet skaldet, og der var enkelte tilfælde af summariske likvideringer af mistænkte stikkere.

Disse såkaldte modstandsfolk er ikke helte i mine øjne og bør ikke hædres, hverken ved omtale eller økonomisk.

I aften vil jeg tænde lys for alle de glemte – dem som aldrig har fået oprejsning af den danske stat eller eftertiden.

Jeg tænder et lys for de kvinde, hvis eneste “synd” var at de formåede at elske, fremfor at hade.

Jeg tænder lys for de danskere, hvis eneste “synd” var at gøre det, som den danske regering forlangte af dem.

Jeg tænder et lys for de mange sigøjnere, de psykiske og fysiske handicappede, de homoseksuelle og de kommunister der blev udryddet i KZ-lejrene.

Powered By DT Author Box

Skrevet af Hattedamen

Hattedamen

Midaldrende dame med hang til hatte, behagelig henslængt i det vindomsuste Midtjylland, hvor Medovathe og mamelukker er et must.

Barn af 68-generationen.

Vaccineret med en grammofonstift og med kronisk skrivediarré.

Author’s Website

Skriv et svar